Hvem er vi?

Vi er 3. generation på gården, som har været i familiens eje siden 1912.
I 1986 skiftede vi malkekøerne ud med kødkvæg. Vort valg faldt naturligt nok på den franske race LIMOUSINE, da den på alle områder tilgodeser vore ønsker og vort syn på godt landmandskab.

Besætningen består af 25 ammekøer med opdræt samt 2 avlstyre i alt ca. 65 dyr. Køerne afgræsser vore enge i sommer halvåret, hvor hovedparten af kalvene bliver født, kalvene patter til de er 8-10 mdr.

Når efterårskulden begynder, tages kalvene på stald. De er løsgående i bokse strøet med halm. Køerne nyder efteråret uden kalvene og æder sig i god stand til vinteren. Når det bliver for koldt og vådt kan køerne gå ind i dybstrøelses stalden, hvor de ligger lunt i halmen.

Fodringen foregår så naturligt som muligt; i sommerperioden lever dyrene af saftigt kløvergræs. I vinterperioden fodres med hjemmeavlet valset korn, hø og halm samt ærter/solsikke, vitaminer og mineraler.

LIMOUSINE tilgodeser vort ønske om kødproduktion i pagt med naturen, de har et godt temperament, lette fødsler, gode moderegenskaber, meget højt klassificeret slagtekroppe samt stor kødprocent ( 62-64% ), dette skyldes den meget fine skeletik dyrene er i besiddelse af, desuden er kødet magert med tilpas fedtmarmorering.

Besætningen er godkendt af Dyrenes Beskyttelse og vi er leverandør til Limousine Unik ApS som leverer Unikt Limousine kød til bl.a. de danske slagtermestre. Dyrere lever under de mest naturlige forhold og uden vækstfremmere m.v. Når vi selv slagter, benytter vi et lille lokalt slagtehus (dyrlægekontrolleret), derved undgås de lange køreture med stresset kød til følge.